Bestyrelseskonference

  • Bestyrelseskonference

Bestyrelseskonference

Konferencens tema:

Risikostyring i en usikker verden

 

I år er det 50 år siden, at man indførte ordningen med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i Danmark. I den anledning arrangerer Konventum en tredages jubilæumskonference for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i A/S- og ApS-bestyrelserne 13. - 15. november 2024 på Konventum i Helsingør.

 

Vi lever i øjeblikket i en verden med en stigende politisk usikkerhed. Krige, klimakrise og konflikter kan i alvorlig grad ændre virksomhedernes rammebetingelser.

 

Den globale usikkerhed stiller også nye krav til virksomhedernes bestyrelser, som skal træffe strategiske beslutninger, der ofte involverer svære dilemmaer mellem samfundshensyn og økonomi. Samtidig er beslutningshorisonten i bestyrelseslokalet nogle gange blevet kortere, hvor en krisesituation hurtigt kan eskalere. Hvordan navigerer bestyrelserne i en tid med krige, klimaforandringer, kriser og konflikter?

 

Hvilken rolle spiller de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i en usikker politisk verdenssituation? Er der behov for at lægge nye strategier for at sikre medarbejdervalgtes position og betydning i fremtiden? Hvordan kan vi arbejde for, at ordningen med medarbejdervalgte i bestyrelserne styrkes og lever også i de næste 50 år?

 

På konferencen møder du:

 

Mogens Lykketoft, tidl. finans- og udenrigsminister (S) og formand for Folketinget

Lykketoft giver os et historisk rids af, hvad der er gjort for at styrke medarbejderindflydelsen. Hvad var målene? Hvad er opnået? Og hvad skal fremtidens medarbejdervalgte arbejde for? Endelig giver den socialdemokratiske veteran os et indblik i, hvordan han ser på Europa og verden lige nu.

 

Niels Lunde, chefredaktør på Børsen

Stiller skarpt på de globale kriser og øgede krav til danske bestyrelser.

"Hvordan sætter de geopolitiske usikkerheder sig i dansk erhvervsliv - og hvordan tackler topchefer de udfordringer med krig, klima-krise, forsyningskæder, kunstig intelligens og så videre? Børsens chefredaktør har indgående kendskab til bestyrelsesformænd og adm. direktører og vil også indvie os i, hvad de mener om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer".

 

Boris Nørgaard Kjeldsen & Flemming Henriksen, bestyrelsesformand/medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem fra Kemp & Laurtizen

Vil invitere os indenfor i bestyrelseslokalet

"Kom med helt ind i maskinrummet i et bestyrelseslokale og hør, hvordan manden og elektrikeren arbejder samme for at sikre vækst, bæredygtighed og godt arbejdsmiljø i den danske teknik-kæmpe".

 

Tom Knutzen, bestyrelsesformand i FLSmidth og Tivoli A/S

Har samarbejdet med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i årevis og er begejstret for deres bidrag og konstruktive tilgang. Men når verden og udfordringerne ændrer sig, må ordningen også fornyes for at være stærk i fremtiden, mener en af dansk erhvervslivs topfolk. Tom Knutzen udfolder årtiers samarbejde med MABere i et spændende oplæg:

"Hvordan gør vi ordningen med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer levedygtig i fremtiden?"

 

Paneldebat

Fagtoppen i arbejdstøjet

Jubilæumskonferencen byder også på paneldebat med titlen:

"Sådan vil vi styrke medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer"

 

Medarbejderrepræsentation i virksomhedernes bestyrelse er guld værd for fagbevægelsen. Forbundsformand i 3F Henning Overgaard, forbundsformand i Finansforbundet Dorrit Brandt, næstformand i HK Mads Samsing og forbundsformand i Dansk El-forbund Benny Yssing diskuterer, hvordan ordningen kan styrkes og fortæller, hvordan de i deres forbund uddanner og støtter deres medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Journalist Gitte Redder udfordrer fagbevægelsens topfolk på deres strategier.

 

Kurt Bligaard Pedersen, bestyrelsesformand for Jyske Bank

Giver os indblik i, hvordan finansbranchen ser på medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Jyske Bank er næststørste danskejede pengeinstitut og er i fuld gang med en ny strategi, hvor digitalisering er et af kardinalpunkterne.

 

Casper Lavmand Larsen & Caspar Rose, forskere ved CBS

Caspar Lavmand Larsen kommer med oplægget "Det viser den allernyeste forskning om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer - og hvad mangler vi viden om?" og Caspar Rose bidrager med oplægget "Samfundsansvar, jura og risikostyring - hvad kan vi lære af Nordic Waste-skandalen?"

 

WORKSHOPS

Programmet byder også på en stribe superspændende workshops. Her kan vi løfte sløret for de første fem:

  • Hvad betyder medarbejdervalgte i bestyrelserne for arbejdsmiljø og trivsel i virksomhederne?
  • Risikostyring i en usikker verden, hvordan kan medarbejdervalgte bidrage?
  • Hvordan får vi valgt flere medarbejdervalgte i fremtiden, og hvilken rolle kan fagbevægelsen spille?
  • Hvordan kan vi som medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer bane vejen til grøn omstilling?
  • Kunstig intelligens og algoritmeledelse revolutionerer vores arbejdsmarkeder. Hvordan kommer vi fra bagkant og på forkant med AI?

Flere programpunkter er undervejs, blandt andet har vi også inviteret flere politikere til at deltage i jubilæumskonferencen. Og endelig bliver der god tid til at netværke på tværs af forbund og brancher.

 

 

Aktivitetsnummer 9104-24-00-01
Ansøg